Vi er gået ind i det nye år, og hos de fleste af os er vi blevet mødt af frost og sne. Selvom det danske landskab er flot at se på, er det mindre sjovt at køre i. Som elbilsejer er der flere ting, som du skal være opmærksom på, og her deler vi tricks til at tackle de mest almene frost-udfordringer.
1. Frost trækker på rækkevidden
Jo mere temperaturen udenfor falder, desto kortere bliver rækkevidden på din elbil. Hovedreglen siger, at hver grad under 20 grader koster én procent af rækkevidden. Jo flere gange, at du forvarmer/opvarmer kabinen desto mere koster det også på rækkevidden.
Hvad kan du gøre?:
- Forvarm bilen mens den er sat til ladning. Dermed kan du opvarme bilen uden, at det koster på rækkevidden.
- Sæt farten ned. Det koster meget strøm at køre hurtigt, så hvis du på motorvejen sænker farten fra 130 til 110 kan du spare på rækkevidden.
- Hvis du fryser i bilen, kan du med fordel bruge sæde- og ratvarme fremfor at køre max på klimaanlægget. Det koster nemlig mindre strøm at varme sæde og rat.
2. Håndtag og ladekabel fryser til
Mange moderne elbiler har indfældede håndtag (håndtag der klikkes ind under kørsel), og de kan risikere at fryse til, så håndtagene ikke kan klikkes ind/popper ud efter en kold nat. Samtidig risikerer du, at dit ladekabel fryser til, når det er tilsluttet bilen. Det er ikke det, som du har mest brug for klokken 06:00 om morgenen i -5 grader.
Hvad kan du gøre?:
- Brug vandafvisende spray inden du går i seng. Sprøjt f.eks. WD-40 i sprækkerne ved håndtaget.
- Sørg for at holde håndtagene rene for snavs og aalt, så vandet har svære ved at binde sig omkring låsen.
- Dæk ladekablet til med en tør klud eller viskestykke. Så er der mindre risiko for, at frosten når ind til kablet.
3. Planlægning gør forskellen
Benzin- og dieselbiler har den fordel, at når de løber tør for brændstof, så kan de stoppe på enhver tank og være klar til at køre videre på få minutter. Elbilsejere har ofte abonnementer hos bestemte udbydere, og kan risikere at løbe tør for strøm på de mest irriterende tidspunkter.
Hvad kan du gøre?:
- Planlæg din rute. Hvis du ved, at du skal køre en længere tur, kan du med fordel tjekke ruten for de ønskede ladestandere og Google Maps for den grønneste rute. Hvis du på Google Maps har registreret, at du kører elbil, vil Maps vise dig den mest energisparende rute.
- Forvarm batteriet inden ladning. Frost betyder, at dit batteri lader langsommere. Sæt bilens navigationssystem til at navigere til den ønskede ladestander, og så vil dit batteri som oftest forvarme sig selv til ladning.
God tur!
Overvejer du at få opsat ladestander derhjemme? Kontakt Demskov Grøn i dag for et uforpligtende tilbud.
